mandag den 29. april 2013

Svenskerbuks og en anbefaling

Klassiske bløde bukser med "piping-lommer" har jeg syet en del af, men denne gang har jeg lavet modellen smallere - og det fungerer faktisk også fint. Lommerne gør som altid lige præcis forskellen, om end farvesammensætningen minder mig om svensk sportstøj fra 80'erne. Lommerne er nemme at sy, så hvis du har lyst, kan du måske få gavn af min diy, som findes her.







Og så lige en opfordring og anbefaling til jer, der har børn fra 14 år og op eller måske underviser børn og unge i den alder. I den sidste tid har jeg hjulpet Teatret st. tv i forbindelse med ungdomsforestillingen Ung blond pige - en både provokerende og nærværende forestilling om ekstremisme, fællesskab, ensomhed og kærlighed, der gør ondt. Jeg så selv forestillingen til premieren i torsdags og synes, den er ret fantastisk. Desuden er jeg er sikker på, at den går lige ind hos de "gamle" børn og de unge unge med super relevante problemstillinger,  en lige-på-og-hårdt spillestil og virkelig lækker musik.

Men men men, Ung blond pige spiller kun frem til den 8. maj på Bådteatret i København, så det er ved at være tiden, hvis I vil se den. Og det synes jeg, I vil :-)


torsdag den 25. april 2013

Willi i klassikershorts

Hos Line sidste fredag var jeg så heldig at få fingre i et buksemønster, der skulle passe godt til en smal dreng som Willi. Det gør det! Versionen her blev med korte ben (for jeg læææænges efter varmere vejr og er sikker på, at det må være lige om hjørnet!), syet i klassisk mælkedrengestrib, som efter min mening bare altid holder - især til drenge!

God bededagsferie :-)


På billederne her har knickers'ne et opsmøg. Men jeg ved faktisk ikke hvorfor, for faktisk er de finere uden :-)



mandag den 22. april 2013

Fredagsfix # 3 Bukser til mig

Sidste del i fredagsfix-følgetonen er et par sommerbukser til mig. Mønstret er Lines eget. Lækker facon, god plads foroven, men helt smalle forneden - og så har de lommer. Stoffet er tyndt og luftigt - købt i Stof 2000.




søndag den 21. april 2013

Fredagsfix #2 Bondeskjorte

En lækker bondeskjorte fik jeg også startet på hos Line. Det er første gang, jeg har kastet mig ud i at sy en skjorte, men det gør jeg gerne igen. For nu ved jeg nemlig, hvordan man laver en rigtig stolpeåbning!

Ved ikke hvorfor min dreng altid er beskidt om munden, når jeg tager billeder af ham.
Jeg må have for få kleenex i tasken?!

For Willi er det at være dreng ikke nogen gyldig grund til ikke at få neglelak på :-)


Flotte skjorteærmer med syning bagpå og fine manchetter.


fredag den 19. april 2013

Fredagsfix #1 Kjole med flæsekrave

Har for første gang fået et fredagsfix. Og det var forhåbentlig ikke sidste gang. Jeg har syet og lært nyt - og fået tre fine ting med hjem. Den ene er en kjole. Og ja, Liva kan faktisk li' den. Men den lugter jo også total af sol og sommer, så måske er det derfor :-)

God weekend.




Kjolen går til lige under knæene... Billederne af Liva i fuld figur blev bare ret så ringe, så I må nøjes med toppen :-)

onsdag den 17. april 2013

Uge 14 og en 90 års fødselsdag

Ungerne fanget af kameraet til min farmors halvfems års fødselsdag. Jeg kan huske dengang, hun var 67 år, vejede 67 kg og var 167 cm høj. Pudsigt hvad man bider mærke i som barn. Min farmor blev fejret af mange søde mennesker. Og mange smukke taler blev holdt. Farmor startede selv festivitasen (et rigtig farmor-ord) med digtet "Spor".. Hvis bare man kunne sætte lige så mange fine spor, som hun har gjort i sit liv!

I fuld firsspring på vej mod en vejrmølle

Skoene var engang så fine... men nu med mange vejrmøller bag sig er glimmeren på snuderne røget sig en tur.

Et øjebliks pause

"Hey - jeg gider da ikke fotograferes, Liva!"

mandag den 15. april 2013

Blødt og småt

Sig mig, er der allerede gået en uge?!
De går lidt for hurtigt for tiden, synes jeg! Og symaskinen er alt for stille - kun to små babybukser har den spyttet ud siden sidste blogindlæg. Men på fredag skal jeg ha' et Marapytta-fredagsfix. Det glæder jeg mig til!

Bløde bukser i let isoli. Den pæne baggrund udgøres af vores butik, Workshop Copenhagen.


Lommen er det rene snyd. Har markeret ikke-åbningen ved at vende stoffet på vrangen.

Også et par i blå - samme form, men med rigtige lommer

tirsdag den 9. april 2013

Gråt og blødt

Vi kører den total afslappede og bløde stil her, og Liva har nu fået mere yndlingstøj til garderoben. Siden jeg syede disse bukser, har hun stort set ikke haft andet på, så jeg forbarmede mig - uha det var slemt ;-) - og syede endnu et par hængerøve/haremsbukser/sweatpants/baggy leggins til hende. Bukserne er syet af en let isoli på basis af et homemade mønster (nr. 1403, "Sonja og Alberte") i str. 116. På trods af at Liva er en str. 128 har jeg gjort mønstret smallere og hængerøven mindre, men til gengæld lagt 15 cm + rib til i benlængden.

Af stofresterne blev der en blød nederdel med læg (dem udelader jeg næste gang!) og lommer samt et par babybukser, der endnu ikke er blevet foreviget af et kamera.



Baglomme - mest til pynt og for at Liva kan kende forskel på for og bag..

Nederdel med lommer og rib i livet + forneden

Lomme med mint pipingbånd

fredag den 5. april 2013

Et øjeblik.

Ikke meget mere tog det at sy et par bitte, blomstrede bukser. Stoffet er en hør-bomuldsblanding og er købt i Garn-iture.

Hele denne uge, dage og aftener, er gået med arbejde, lock out-pasning af unger... og mere arbejde. Og jeg savner at sy!! I dag var første gang, jeg rørte symaskinen i 14 dage! Det sker altså nærmest aldrig - heldigvis :-) Men fordi jeg fylder år, og Liva er hjemme pga. lock out'en, så skulle der altså være plads til at lave lidt hyggeligt også!

Håber I får masser af tid til alt muligt hyggeligt og sjovt her i weekenden :-)

P.S. Har fået den flotteste ring af Jens og ungerne. Den skal I se en dag, når jeg finder ud af at fotografere fingre ;-)




mandag den 1. april 2013

Efter sådan en uge...

... er hele familien helt fyldt op med god energi. Frisk luft, sne og blå himmel syv dage i streg. Så kan vi vist ikke forlange mere :-)

At stå på ski er faktisk først noget, jeg har lært som voksen. Men for hvert år vi er afsted elsker jeg det mere og mere. At være aktiv og udfordre sig selv fysisk kombineret med smuk natur, frisk luft og hygge med familie og venner er helt fantastisk. Og selvom jeg jo elsker at blogge og følge med hos jer andre, er det ret afslappende med en uge næsten uden net. Det giver så meget ro i hovedet ikke at kunne tjekke mails, blogs, Facebook etc. hele tiden - og ja, man burde altså hive stikket ud lidt oftere til fordel for ren og skær nærvær..

Håber også I har haft en god påske :-)

Udsigt fra hytten. Mellem de to træer, som slår lange skygger, kan man skimte en elg, der sammen
med sine to venner pludselig stak hovedet op af grøften for at fortsætte henover pisten.
Super seje Liva fik efter skiskole virkelig boostet sin selvtillid, og hun rykkede helt vildt,
så det varer vist ikke mange år, før jeg ikke længere kan følge med i hendes i tempo!

Far og datter på tur.


En påskehare kom forbi og havde gemt chokolader rundt omkring i sneen.

Mors dreng. Willi og jeg fik tilbragt masser af timer sammen med tid til kys og kram i lange baner,
mens Jens og Liva drønede rundt på pisterne.  

Et bygge-sne-hule-projekt.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...