For sådan en som mig, der er hundrede procent selvlært, var det intet mindre end fantastisk at få sat lidt "teori" på, hvad det egentlig er, der sker, når man arbejder med kroppe og mønstre. Hvordan en rykket søm ændrer udtrykket et andet sted på tøjet, og om hvordan udregninger, linealer og milimeternøjagtighed bruges til at skabe de perfekte former. At det så oveni var vildt hyggeligt, gør jo bare oplevelsen endnu bedre!
Rigtig mange af de principper, regler og gode råd, som Nanna øsede ud af, har jeg tænkt mig at gøre brug af fra nu af. For selvom jeg ikke kan tegne et kompliceret mønster fra bunden, kan næsten alt det, vi fik med hjem efter to dage i selskab med Nanna, i den grad bruges, når man fx arbejder med eksisterende mønstre. Nu ved jeg for eksempel, hvordan man kan rykke og tilpasse sit indsnit, fikse ærmegab og i det hele taget lave små justeringer, der betyder alverden for helhedsudtrykket.
Jeg er hooked og kan kun opfordre jer derude, som også nørder med syning, til at tjekke Nannas blog How to do fashion ud og holde øje med fremtidige workshops. Det kan virkelig anbefales.
P.S. På workshoppen fik jeg lavet et mønster på en tætsiddende nederdel (den man kan se sidst i indlægget) og et mønster på en oversize cardigan, som jeg ikke har fået syet op endnu. Der blev også lavet både bukser og kjole - klart mere krævende projekter, som jeg glæder mig meget til at se!
Hold øje med Asli, Cecilie, Anne Sofie, Christina og Karens blog og se, hvad de fik ud af weekenden.
![]() |
| Glade piger klædt i Nannas grundmodeller. Herefter blev der nålet, målt, regnet og rykket, så grundmønstret til sidst blev et helt personligt mønster. |
![]() |
| Der arbejdes hårdt for at nå frem til det perfekte buksemønster. |
![]() |
| Stor koncentration |
![]() |
| Mit færdige resultat |






