Viser opslag med etiketten Retro. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Retro. Vis alle opslag

søndag den 22. juni 2014

Blå sommerkjole. Billigt til salg!

Jeg vidste det jo egentlig godt: Liva er laaaangt forbi halvromantiske kjoler med strut!! Men jeg prøvede alligevel, fordi jeg syntes, det skønne stof fra Stofdepotet.dk var så fint til formålet. Ikke desto mindre synes Liva, at kjolen er gyselig - og den ender helt sikkert bagerst i skabet, hvis jeg giver den til hende. Og det er jo næsten synd.

Så den sættes hermed til salg. 150 kr. koster den! Og størrelsen er 8-9 år. Skriv en kommentar eller send mig en mail, hvis kjolen skal hjem til dig.





Et styks misfornøjet frøken!



fredag den 9. november 2012

Retroish

Jeg er desværre slet ikke god til at udnytte de få retrostoffer, jeg har liggende i skabet. På en eller anden måde, så appellerer de ikke rigtig til mig, selvom jeg synes, det er virkelig smukt, når I derude skaber fine kreationer ud af jeres retrostoffer.

Nå, men i går aftes blev jeg så enig med mig selv, at det var synd og skam ikke at bruge bare lidt af stoffet, så syede et hurtigt babytæppe i store tern samt en lille flagranke. Retrostofferne i flagranken har jeg vundet i en giveaway hos hende her.
Den gule frotté i tæppet er sat sammen med lilla og brune fløjslapper - både af den bred- og smalriflede slags, og der er lilla fleece på bagsiden. Tæppet er dejlig blødt og kan nok gøre lykke hos Livas dukker eller i bilen.

God weekend til jer!




søndag den 21. oktober 2012

Bluse med retroskuldre

Kender I det, når man selv synes, at man har syet så fin, så fin en ting, men at den overhovedet ikke falder i god jord hos den tiltænkte modtager?!!

Det sker tit her. Især med Liva (for 6 årige piger er skam ikke så lette at behage).  Derfor tænkte jeg, at det måtte være det letteste at tage billeder af Willi med blusen på, for selvom den er lidt stor til ham, er det stadig nemmere at se, hvordan den ser ud, når den ikke bare hænger slapt på en bøjle. Men det er skam slet ikke så let at fange en sørøver. Heller ikke med et kamera..

Med Liva var det helt umuligt. Hun kunne absolut ikke lide den gule, lidt høje hals. "Den kvaaaaaler mig" - mente hun. Billederne taler vist for sig selv.

Til sidst endte jeg med at klippe den gule rib af, gøre halsåbningen større og afslutte med sort ribkant. Hvis succeskriteriet er, at blusen ikke skal ende bagerst i skabet, var det vist et godt træk :-)

Blusen er syet af en sort, let isoli fra Stof 2000, skuldrene er af det smukke isoli-lignende vintagestof, som jeg fik fingrene i tidligere på året, og kanterne er af sort og karrygul bredriflet rib.











torsdag den 11. oktober 2012

Tøsede retro-kassebukser

I må bære over med mærkelige farver og halvkrøllet finish. Men her er et par tøsede kassebukser med et retropift. Faconen er god på (men ser dog alligevel lidt for fjollede ud på Willi til, at jeg vil vise ham frem her på bloggen), så jeg overvejer en drengeversion i bredriflet fløjl med seje detaljer...

Nu falder mine øjne vist snart i :-) Sov godt allesammen!




Baglommer kantet med piping. Og de er skam rigtige nok, Libbie :-)


tirsdag den 4. september 2012

Nye kjoler...

... En Peter Pan en og en med instrumenter. Hvis Willi havde været en pige (eller hvis moren bare ville give den arme dreng lov til at få kjolen), så ville han elske den, for han er tosset med alt, der har med musik at gøre. Derfor var der tidligere på sommeren heller ingen tvivl om, at Grøn Koncert var et større hit end Cirkus Sumarum. Det var simpelthen den fedeste oplevelse at se sin lille søn gå total amok og skråle med på alle Seebachsangene med store julelys i øjnene.

Nå, men det var kjolerne. Begge herunder er syet af babyfløjl og pyntet med bånd og knapper. Noget vintage, noget ikke.

Ingen af dem er blevet til nye favoritter hos mig, men da jeg eksperimenterer lidt for tiden (skal have syet en masse til Workshop Copenhagen her til midten af september), så går det nogen gange rigtig godt og andre gange ikke. Det har dog vist sig i den tid, jeg har været med i det kreative butiksfællesskab, at kjoler i alle mulige afskygninger går som varmt brød. Og så er det jo, at jeg skal finde en balancegang mellem at sy det, jeg selv synes er allerfedest, og det der sælger. Det er nemlig ikke altid det samme..

Denne grønne sag (tror ikke jeg er så vild med grøn) kan om ikke andet bruges til Peter Pan/Robin Hood fest,
hvis nogen skal til sådan én :-)

Et lille læg på kjolens front - ligesom i den nederdel, jeg viste frem i forrige indlæg..

Pyntebåndet med instrumenter har jeg arvet af Jens' mormor. Jeg synes det er superfedt, men
desværre er det nok lige lovlig tungt i udtrykket til kjolen her..

Begge kjoler er med knaplukning bagpå


fredag den 24. august 2012

Lilla-blomme kjole

Lilla eller blommefarvet? I hvert fald en skøn farve, som jeg synes passer perfekt til sensommer og efterår. Kjolen her er helt enkel med bånd og knapper i rød og i en mint-isblå farve. Hvis jeg kunne brodere, fiksede jeg en lille blomst, ballerina eller noget andet smukt på bærestykket.. Men dertil rækker mine evner ikke. I hvert fald ikke endnu.

Nu er der fredagshygge = Disney sjov og slik :-) Rigtig god weekend til jer alle!

Forresten - kjolen har indvendige lommer i skørtet. Dem glemte jeg da bare helt, da jeg fotograferede, så dem må man tænke sig til :-)






onsdag den 22. august 2012

En meter brun babyfløjl vol. 3

Den sidste rest af min ene meter brune babyfløjl er nu omsat til et styks tøj. En kjole pyntet med arvet vintage blomsterbånd er det blevet til. Selvom jeg ikke gør det så meget i skråbånd for tiden, syntes jeg, at det passede ret godt til kjolen her, så der er kantet i stor stil både for neden og i ærmerne.

Jeg kan godt lide ideen med pyntebånd på kjoler som denne, da båndet virkelig kommer til sin ret på den måde. Desværre ligger jeg ikke inde med ret meget, men jeg ved, at der findes en del i Husflid (det er vist bare ret dyrt?!), så måske jeg skal bevæge mig derind.. Men har også købt lidt fint bånd i Stof 2000, som måske kunne være et alternativ til en anden kjole?





mandag den 20. august 2012

En meter brun babyfløjl vol. 1 & 2

En meter brun babyfløjl er kommet under saksen, og indtil videre er det blevet til en nederdel med blondelommer - med eller uden knapper? - og et par bukser med lommer af retrostof. Jeg har klippet til en sidste sag (den ser I snart), men så er stoffet så absolut også udnyttet til sidste lap. Og det føles godt. Faktisk elsker jeg at give mig selv sådanne lidt "bundne" opgaver - i dette tilfælde at udnytte ét stykke stof bedst  muligt. Har I det lige sådan? I hvert fald bilder jeg mig ind, at jeg er vældig stoføkonomisk. At jeg til gengæld syr, så ungerne har tøj i overflod, er en helt anden sag :-)

Skal lommerne være med eller uden knapper?

Jeg er ret vild med blonder som detalje og har også brugt det her...


Jeg ved ikke rigtig, hvad der sker med kombinationen stærkt sollys, mit kamera og mine manglende evner som fotograf.
Men i hvert fald må jeg konstatere, at de brune stoffer har samme nuance i virkeligheden, men ikke på billederne her!
Den orange bølge-tittekant er kommet på som resultat af en klippefejl. Men synes da faktisk det giver lidt liv til
buksernes "bagside", så det viser bare, at det ind i mellem er helt okay at fejle!





mandag den 6. august 2012

Jakke - vintage møder neon

Lidt af stoffet fra kjolefabrikken har nu taget form som Livajakke. Jakken er forsynet med neonkoral piping fra Betty P - og ja, farven snyder SÅ meget på billedet. I virkeligheden er pipingen stort set samme farve som striben i stoffet!

Den er lidt vild jakken, synes jeg. Og jeg er i tvivl om pipingen, som jeg måske godt kunne finde på at skifte ud med brun eller sort en dag, hvis jeg bliver træt af det skrigende. Men det er nu heller ikke så omfattende, da jakken er syet af et enkelt lag stof. Det er ellers sjældent, at jeg syr jakker, der ikke er tolags, men vrangsiden på dette stof er helt utrolig blød, så det ville næsten være synd med foer.

Næste jakkeprojekt er jakken til Dorthe, som vandt min giveaway for lidt tid siden. Stoffet er klippet og klart, så nu håber jeg ikke, der går særlig længe, før der er en pakke på vej med posten.

Indvendige lommer

En model med dovne præteenagetendenser

Har ikke tænkt mig om, da jeg klippede ud til hætten. Du kan nok godt selv se, hvad jeg mener!!

Syningerne i hætten er dækket med skråbånd. Det er nemt og ser pænt ud.


søndag den 1. juli 2012

En klassiker

... eller det er måske så meget sagt, men farvekombination er i hvert fald klassisk - og lækker! Elsker blåt, hvidt og rødt sammen og har tidligere brugt samme kombi til både nederdel, shorts, jakke og kjole.
Bukserne her er til en lille baby og er en bestillingsvare. Jeg har syet et par af samme slags for en del tid siden blot med bredriflet fløjl i stedet for babyfløjl, som jeg har brugt her..


Bukserne har baglommer. Oprindeligt et resultat af en fejl -
men nu er jeg blevet ret tilfreds med lommer bagpå til en forandring.

onsdag den 20. juni 2012

Vintagejersey - mere fra kjolefabrikken

En art jersey måske? Ved faktisk ikke, hvad jeg skal kalde denne slags stof, men det kommer fra den gamle kjolefabrik, jeg fortalte om den anden dag. Jeg har stoffet med brunt, sort og blåt mønster. Men desværre har jeg købt alt, alt for lidt!!

Det blå-blomstrede stykke er blevet til en Liva-kjole... som pt er lidt for stor. Men heldigvis så vokser damen jo!





Ribkanter er årsag til panderynker mange steder her i blogland, og jeg så også at Anna skrev lidt om det i sit sidste indlæg. Rib giver også mig (endnu flere) grå hår i hovedet, men for tiden laver jeg denne løsning, som jeg synes er acceptabel. (Hvis ikke det er til at se på billedet, så syr jeg først min afmålte, foldede og sammensyede ribkant på ret mod ret. Dernæst zigzagger jeg alle tre lag (to lag rib + selve kanten). Jeg er meget omhyggeligt med, at alle kanter rammer hinanden præcist. Til slut syr jeg en stikning fra retsiden et par mm fra ribkanten.. Gerne med undertråd i samme farve som ribben, da den så bliver næsten "usynlig"... )

mandag den 18. juni 2012

Om at være heldig - og en kjole i smukt vintagestof

Forleden kom der en sød pige ind i butikken for at vise mig nogle stofprøver.. Stoffet, som hun havde med, stammede fra hendes bedsteforældres gamle kjolefabrik, som de havde haft i 60'erne og 70'erne.  Der var nogle rigtig, rigtig fine stoffer i mellem - og jeg blev helt fascineret af både dem og den spændende historie om den gamle kjolefabrik i Herlev.

Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at købe nogle meter af stofferne, og i dag var jeg så ude for at hente dem. Udover at gøre en rigtig god handel, fik vi os også en god snak om iværksætteri. Og hvor er det bare fedt at møde nogen, der ligesom mig, kan komme helt op at køre over forretning og idéudvikling :-)

Da jeg kom hjem kunne jeg ikke dy mig for at sætte saksen i en af stofferne. Jeg valgte stoffet herunder med et smukt grafisk-organisk print, som er blevet til en kjole i et ganske enkelt snit. Jeg løb dog tør for sort pipingbånd, så kjolen har lige nu kun en lomme. Måske den får to en dag.

Stoffet på det sidste billede er mest anvendeligt til jakker, vintershorts og bukser. Og sammen med lidt neonkoral fra Betty P, tror jeg, det kan blive SÅ sejt.

De sidste tre bløde sager er lige nu i vaskemaskinen, så dem viser jeg en anden dag :-)




Den neonkorale er her lige lidt mere orange end i virkeligheden... Faktisk har Betty P indkøbene samme farve som den på billedet, lyserøde, men reelt koralfarvede stribe..

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...