torsdag den 1. marts 2012

Lommer med piping - DIY

Fik lyst til at lave en DIY på disse dekorative lommer, som kan bruges til både drenge- og pigetøj samt på bukser såvel som på nederdele og kjoler.



Jeg har også brugt lommer med piping her og her.
Lommerne er ikke svære at sy, men tager dog lidt tid, hvis du også selv vil lave pipingbåndet.

Du skal bruge:
Stof til lommer - yderstof og foer
Pipingbånd. Hvis ikke vil bruge et færdigkøbt bånd, kan du finde mange gode vejledninger i blogland på, hvordan man syer sit eget pipingbånd. Fordelen ved at sy sit eget bånd er naturligvis, at du så kan få det i lige præcis det stof, du ønsker.

Du gør sådan her:

1) Klip ud til lommer. Jeg har aldrig fået tegnet mønsteret af, så jeg klipper i "fri hånd". På billedet kan du se mine lommevarianter. Der skal være to lommer i yderstof og to i foer - husk at de skal være "spejlvendte".


På billedet her er der klippet ud til en nederdel i isoli..

Tip: Når jeg klipper ud til lommer, klipper jeg som regel først en rektangulær firkant, som har den længde og bredde, jeg ønsker, at lommen skal have. Derefter afrunder jeg hjørnet på lommens yderkant, så lommen får den ønskede form, og derefter klipper jeg ud til lommeåbningen - her følger jeg ofte rundingen fra lommens yderkant, så lommens udtryk bliver harmonisk. Pas på med at lave åbningen for lille - det ser lidt fjollet ud, hvis åbningen er så lille, at man knap kan få sin hånd ned i lommen!



2) Sy pipingbåndet på lommernes "runde" sider på yderstoffets retside. Stik mellem pipingbåndets snor og syning.


3) Sy derefter foer og yderstof sammen, ret mod ret. Læg lommen på symaskinen således, at lommens yderstof vender opad, og du kan sy oveni den stikning, som du har fæstnet pipingbåndet med.



4) Når foer og yderstof er syet sammen, vendes lommen. Sy derefter en pæn stikning ved lommeåbningen et par mm fra pipingbåndet. Stryg evt. lommen inden, da det gør arbejdet lettere.


5) Nu skal lommerne sættes fast med knappenåle på din nederdel, bukser - eller hvad du nu har tænkt dig, at lommerne skal bruges til. Sørg for, at lommerne bliver placeret helt præcist! Jeg syr altid lommerne på, inden jeg syr mønsterdelene til nederdel og bukser sammen. 


6) Lommerne skal nu syes på med en stikning der, ligesom den ved lommeåbningen, er et par mm fra pipingbåndet.


7) Når lommerne er syet på, kan du sy fx din nederdel færdig. God fornøjelse :-)




3 kommentarer:

  1. Sikke en fin og grundig DIY - den skal jeg helt klart prøve!

    SvarSlet
  2. Endnu engang har jeg gjort brug af din fine DIY Maria :)
    Tak har sendt dig masser af tanker.
    kh Libbie

    SvarSlet
  3. Fedt I kan bruge min DIY :-) Kh M

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...